Repertoire
Kammerkoret Cantemus synger et bredt og ambitiøst repertoire, fortrinsvist med musik fra romantikken og nyere tid. Koret synger løbende kompositioner og arrangementer skrevet af korets dirigent Jørgen Graven Nielsen.
Cantemus synger ofte og gerne kirkekoncerter, hvor koret optræder a capella. Koret har til dette brug typisk et forårs- og et efterårsprogram, og synger også 2-3 julekoncerter. Desuden plejer vi at synge en sommerkoncert med verdsligt repertoire. Koret har i de seneste sæsoner sunget musik af bl.a. Fauré, Poulenc, Rheinberger, Mendelssohn, Gjeilo, Lauridsen, Esenvalds, Whitacre m.fl.
Udover a capella-programmerne har Cantemus samarbejdet med bl.a. Blæserkvintetten Nordvind og Ensemble Storstrøm, og har sammen med andre kor senest opført Händels Messias, Orff's Carmina Burana samt Ruters Requiem med Jørgen Graven Nielsen som dirigent.